%3C%21-- Global site tag (gtag.js) - Google Analytics --%3E

Sådan justeres en forstærker

Level/Gain/Sens-knappen på forstærkeren justerer forstærkerens indgangsfølsomhed i forhold til det tilsluttede udstyr, som regel en autoradio/head-unit. Det er IKKE en volumenknap, og forstærkeren giver ikke mere effekt jo højere du skruer op!. Hvis knappen er skruet helt op vil forstærkeren levere fuld effekt med det samme, og du vil få problemer med forvrængning og at forstærkeren "klipper". Stilles den for lavt vil den stadig levere effekten; men den vil ikke lyde så højt som den skulle.


Sådan indstilles Gain/Sens på en forstærker der trækker én eller flere subwoofere:

(Brug musik med god dynamik):


LEVEL/SENS/GAIN + LPF:

1. På forstærkeren: Skru helt ned for LEVEL/SENS/GAIN-knappen, og eventuelle basboosts og EQ's.

2. På din autoradio: Stil alle tonekontroller (bas/diskant osv.) i neutral position og sluk for LOUDNESS.

3. Fordi forstærkeren KUN trækker en subwoofer, så er det vigtigt at du nu slår lavpas-filteret på forstærkeren TIL og du kan starte med at vælge en delefrekvens på ca. 80 Hz.

3. Skru nu op for volumen på autoradioen, til cirka 80 % af fuld styrke (eks. 24 af 30 eller 40 af 50).

4. Skru op for LE VEL/SENS/GAIN-knappen på forstærkeren til lyden/højttalerne forvrænger eller lyder presset.

5. Skru lidt ned. Nu er forstærker og autoradio tilpasset hinanden til bedst mulig dynamik og lyd.


PHASE:

6. Hvis der er mulighed for at justere fasen (PHASE), så prøv at vælge 0 eller 180 eller at justere den op/ned, indtil du kan høre at du får den bedste bas fra lyttepositionen i bilen.


SUBSONIC:

7. Hvis der er mulighed for at justere eller tilkoble en subsonisk filter (SUBSONIC), så skru op for den indtil du kan høre at noget af den allerdybeste bund forsvinder. Skru lidt ned, så det subsoniske filter ikke fjerner noget af baslyden.


BASS EQ:

8. Hvis der er BASS EQ i forstærkeren, så gør dig selv og din subwoofer en tjeneste IKKE at bruge den overdrevent og begræns indstillingen til et minimum. Du får en mere kontant bas og minimerer risikoen for at forstærkeren forvrænger og måske brænder subwooferen af (noget garantien IKKE dækker).

Hvis du føler at du er nødt til at skrive BASS EQ helt op for at få "ordentlig bas", så tyder det desværre på at din forstærker og/eller subwoofer er underdimensioneret til din bil.


Nu er forstærker og autoradio tilpasset hinanden til bedst mulig dynamik og lyd.



Sådan indstilles Gain/Sens på en 2-kanals forstærker med én eller flere fuldtonehøjttalere:

(Brug musik med god dynamik):

1. På forstærkeren: Skru helt ned for LEVEL/SENS/GAIN-knappen, og eventuelle basboosts og EQ's.

2. På din autoradio: Stil alle tonekontroller (bas/diskant osv.) i neutral position og sluk for LOUDNESS.

3. Skru op for volumen på autoradioen, til cirka 80 % af fuld styrke (eks. 24 af 30 eller 40 af 50).

4. Skru op for SENS/GAIN-knappen på forstærkeren til lyden/højttalerne forsvrænger.

5. Skru lidt ned. Nu er forstærker og autoradio tilpasset hinanden til bedst mulig dynamik og lyd.


Og således på en 4-kanals forstærker med fuldtonehøjttalere på frontkanalerne og én eller flere subwoofere på bagkanalerne (REAR):

(Brug musik med god dynamik):

1. På forstærkeren: Skru helt ned for LEVEL/SENS/GAIN-knappen, og eventuelle basboosts og EQ's.

2. På din autoradio: Stil alle tonekontroller (bas/diskant osv.) i neutral position og sluk for LOUDNESS.

3. Skru op for volumen på autoradioen, til cirka 80 % af fuld styrke (eks. 24 af 30 eller 40 af 50).

Først justeres front-kanalerne:

4. Hvis forstærkeren har indbygget højpas-filter (HP) til front-kanalerne, anbefales det at stille denne på ca. 70-100 Hz.

5. Skru op for SENS/GAIN-knappen på forstærkeren til lyden/højttalerne forsvrænger.

6. Skru lidt ned. Nu er forstærkerens front-kanaler og autoradio tilpasset hinanden til bedst mulig dynamik og lyd.

Derefter justeres subwooferens niveau på bagkanalerne:

7. Hvis forstærkeren har indbygget lavpas-filter (LP) på bagkanalerne anbefales det at stille denne på ca. 70-100 Hz.

8. Skru op for SENS/GAIN-knappen på forstærkeren til niveauet fra subwooferen passer til din smag og musikstil. Vær opmærksom på at forstærkeren ikke forvrænger (Dette kan være svært at høre i bassen)

Er du i tvivl om ovenstående er du naturligvis meget velkommen til at kontakte eller besøge en af vores butikker.

Besvarede denne artikel dit spørgsmål? Tak for din feedback! Der opstod desværre et problem